- ProdukttypeGin
- BrandCitadelle
- StilarterGin
- FadlagringEgetræs fade
- LandFrankrig
- OmrådeCognac
- SmagFyldig
- Alkoholprocent45,2%
- Størrelse70 cl.
Hvis du kan lide Citadelle Gin bør du ikke snyde dig selv for Citadelle Reserve! Denne udgave er ikke bare smagt til med 3 nye botanicals (de oprindelige 19 botanicals suppleres af den japanske citrusfrugt yuzu, malurt og kornblomst), den er også fadlagret på hele 5 forskellige fadtyper: akacietræ, morbærtræ, kastanjetræ, kirsebærtræ og fransk eg.
Farve: Let gylden
Duft: Orangeblomst, grøn te og et strejf af tobak.
Smagsnoter: Smagen er silkeblød og bringer rosenpeber, ingefær, mandler og enebær med en lang finish.
Serveringsforslag: En sjov gin at lege med i cocktails. Prøv den fx i en Singapore Sling eller en Suffering Bastard:
1,5 cl frisk limesaft
1 cl sukkersirup
3 cl Citadelle Reserve
3 cl brandy, fx Pierre Ferrand Ambre
2 dash Angostura bitters
Ginger beer
Alle ingredienserne bortset fra ginger beer shakes med is og straines over i et highball-glas med knust is. Toppes med ginger beer.
Maison Ferrand, anført af spiritus-guruen Alexandre Gabriel, er firmaet bag nogle af de mest essentielle cognac, rom og gins i det moderne spirituslandskab. Under paraplyen findes blandt andet Pierre Ferrand Cognac, Plantation Rum og Citadelle Gin, rom under mærket Kaniché og cognac under navnet Claude Chatelier. Desuden produceres en række luksuslikører, hvoraf især deres curaçao har vakt begejstring i cocktailbarer verden over. Firmaet favner bredt, men fælles for hver en dråbe er en urokkelig dedikation til kvalitet.
Maison Ferrand blev skabt med én mission: at bevare Frankrigs gastronomiske skatte. Alexandre har gjort en dyd ud af at ånde liv i gamle og for længst glemte traditioner, og den evigt lærelystne franskmand er blandt andet kendt for at opstøve og opkøbe gamle arkiver fra konkursramte huse, for at lære mere om fortidens produktionsmetoder. Men hos Ferrand forstår man også værdien af fornyelse, og i dag værdsættes innovation lige så højt som tradition. Dette ses tydeligt i mærket Citadelle Gin. At få lov til at destillere gin i Cognac krævede nemlig fem års bureaukratisk kamp mod områdets stædige spiritusgiganter.
Sidenhen har foretagendet bredt sig ud over Frankrigs landegrænser, og i dag er Ferrand måske mest kendt for sin serie af rom. Under navnet Plantation opkøber Alexandre rom fra mange forskellige lande i Caribien og efterlagrer dem i Frankrig på cognac-fade. I serien findes rom til både begynderen og kenderen, til både daiquirien og Glencairn-glasset. Firmaet købte i 2017 Barbados-destilleriet West Indies Rum Distillery, og har nu altså også egen romproduktion helt fra bunden.
ABV 45,2%